Vi famler i mørke

Det er fredag og klokken nærmer sig midnat. Jeg sidder og grubler lidt over begrebet "issue."  Et begreb jeg tit bruger, og det slår mig, at jeg ikke rigtig ved, hvad begrebet egentlig dækker over.

Jeg googler: Et issue er en sag i virksomheden, som endnu ikke har udviklet sig til en krise, men har potentiale for at blive kritisk, men omvendt kan man også nå at behandle sagen, så den går i sig selv.

DEN definition er spot on, og den kunne sagtens indskrives i lærebøgerne inden for NLP studier.

Vi skal ikke være så bange for at se vores problemer i øjnene, tale højt om dem, dele dem, kradse i dem og selvfølgelig deale med dem.

…Men tilbage til googles fremragende svar. Fra nu af vil jeg øve mig i at behandle mine issues som sager i min egen virksomhed, min hjerne.

Når jeg har et problem på mit arbejde, er jeg ikke et sekund i tvivl om, hvordan jeg starter med at få det løst. Jeg starter med at fortælle mine kollegaer, at jeg  har et problem.

De lytter, måske hjælper de med at løse det, måske lytter de bare men har ingen løsningsforslag. Måske løser jeg det selv. Uanset hvad, så vendes og drejes problemet ind til det er løst - og så videre i teksten. 

…Og hvis noget ikke virker, så prøv noget andet. 

Så pragmatisk går vi næppe til værks, når det kommer til issues i vores egen hjerne-virksomhed, men dét kunne faktisk være en rigtig god idé.

Jeg er blevet bedre til at vende og dreje mine private issues med mine medmennesker – men det, har jeg bestemt ikke altid været, og jeg kan uden tvivl blive endnu bedre. 

Gennem uddannelsen til NLP terapeut bliver man utallige gange opfordret til at stille sine klienter spørgsmålet ”Hvad ville der ske hvis...”  Altså hvad ville der ske, hvis man nu gør det, man lige nu finder udfordrende. Uanset hvad, vil svaret næppe være dødbringende.

Så hvad ville der ske, hvis vi fra i morgen taler højt om de issues, der trykker sindet, og som vi helst vil afværge, inden de bliver til kriser i vores egen hjerne-virksomhed?

Engang var jeg meget bange for at være den første, der gik i seng, eller gik hjem, når vi var ude eller bare havde gæster. Jeg var bange for, om folk ville synes jeg var mærkelig, kedelig, sur og TUSIND andre ting.

En aften vi havde gæster, havde jeg længe siddet og kæmpet med tunge øjenlåg. Det var en skøn aften, og nu var klokken langt over midnat. Snakken gik livligt, og der var ikke udsigt til noget som helst opbrud foreløbig. Til sidst måtte jeg tage mig sammen og gik i seng som den første i selskabet.  Der var ingen, der buh’ede, vendte øjne eller udnævnte mig som kedelig. FEDT! Sikke en befrielse. Efterfølgende er jeg sjældent blevet længere i et selskab end jeg har lyst til eller kæmpet for at holde mig vågen af skræk for, hvad de andre mon vil tænke om, at jeg trækker mig. 

....Et forholdsvis lille og let issue, men som alligevel fyldte for mig.

I NLP kaldes ovenstående oplevelse for en uhensigtsmæssig overbevisning, som nu er blevet løsnet.

Min overbevisning blev ændret, i det øjeblik jeg turde sige, at gik i seng, fordi jeg var træt.

…Og sådan er det altså – sager i skrivebordskuffen løser ikke sig selv – de skal på bordet og italesættes.

Issues, der bare kører rundt i vores hjerner løser sjældent sig selv – de skal frem i lyset.

I mørke famler vi, men i lyset navigerer vi!

Det er faktisk ret simpelt – men det betyder jo ikke at det er nemt :0)

Kh. Rebecca

P.s.: Næste gang nogen spørger, hvordan du har det; Stop op, lav en kunstpause, mærk efter. Tør du svare ærligt? Jeg tør godt - altså nogen gange!